Når vi dømmer andre, dømmer vi os selv

Om fordomme og om at dømme andre.

Vi mennesker kan være ret opslugte af at dømme andre. Det er som om, at dét at have blikket rettet mod andres såkaldte fejl og mangler kan give os en selvtilfredsstillelse nu og da, for hvis der er noget galt med hende dér overfor mig, så er der i hvert fald ikke noget galt med mig, vel?? Så må jeg være “den rigtige,” og hun “den forkerte.” …?

Den menneskelige hjerne finder ro ved at opdele, kategorisere og putte mærkater på alt i vore omgivelser – således kan vi lulle os selv til at tro, at vores verden er overskuelig og forbliver uoverskuelig. Sagen kan dog ofte være den, at den opfattelse, vi har af andre, stammer fra den opfattelse, vi har af os selv.

Egentlig er dét at dømme vores medmennesker en overlevelsesstrategi. Når jeg har besluttet, hvem du er eller har fokuseret på dét, jeg opfatter som en fejl ved dig, så har jeg både skabt en form for orden i min verden og dømt mig selv stærkere end dig. Problemet er bare, at når jeg dømmer dig, dømmer jeg i virkeligheden mig selv. Hvad jeg finder kritisabelt ved dig, er som regel et aspekt af mig selv, jeg har fortrængt eller ikke har accepteret. Og desværre er resultatet af at dømme og putte mærkater på andre ofte seperation, isolation og fremmedgørelse.

Vi kan hjælpe os selv til komme ud af et dømmende mindset ved at  1) Øge bevidstheden om, at vi dømmer. 2) At undersøge hvorfor vi reagerer negativt på vedkommende eller adfærden – hvad har det med os at gøre? Nogle gange fungerer den person vi dømmer som en form for smertefuld påmindelse om noget i os selv, som vi enten ikke har anerkendt, eller som vi forsøger at fortrænge. 3) At vælge hvad vi fokuserer på, når vi interagerer med andre mennesker. Hvad har vi lyst til at fremhæve?

Det bedste vi kan gøre er at indse dette bånd, vi har til hinanden. Energimæssigt kommer vi af det samme stof og på et andet plan er vi faktisk ét. Seperation og isolation er bare illusioner hernede i den fysiske verden.