rejse med cøliakiJeg har altid holdt utroligt meget af at rejse. Jeg har taget månedslange rejser med rygsæk, og jeg har haft længere ophold i forbindelse med mit studie rundt omkring i verden. På mine første rejser havde jeg cøliaki i udbrud, men jeg vidste det ikke. Jeg spiste pasta, brød og isvafler, som jeg altid havde gjort. For nylig fandt jeg en gammel email, jeg havde skrevet til en veninde, hvori jeg spøgende kommenterede, at jeg ikke kunne koncentrere mig om at skrive, fordi jeg vist havde spist for meget spaghetti carbonara. Åh, den ironi!

Da jeg endelig blev bevidst om, hvor vigtigt det var for mig at undgå enhver form for glutensmitte (og forstod forskellen mellem en autoimmun sygdom og en allergi) følte jeg mig dog pludselig noget mere begrænset. Jeg kunne ikke bare spise restauranters glutenfri retter, medmindre de var lavet i et glutenfrit miljø, hvilket var højst usandsynligt – særligt nogle år tilbage, da cøliaki var langt mindre kendt. Jeg kunne heller ikke bare bruge køkkenet i det hus eller den lejlighed, jeg befandt mig i, for der var jo gluten overalt. Men jeg elsker at rejse og kunne ikke acceptere at skulle give afkald på noget, som gav mit liv så meget mening.

Hvis man har cøliaki, er det mest optimalt ikke at dele køkkenredskaber med glutenspisere. Der kan sidde rester af gluten i køkkenredskaber såsom spækbræt, pander med belægning (fx tefal) og plastik- og træredskaber såsom spatler, fordi overfladen på disse er porøs. Gryder kan tit have en tynd belægning af gluten efter mange års kogning af pasta. Porcelæn og redskaber af fx stål er lettere at gøre helt rene for gluten.

De sidste tre måneder har jeg boet i Portugal i en lejlighed sammen med to andre, som spiser gluten. Noget af det første jeg gjorde, da jeg ankom til mit midlertidige bo i Portugal, var at købe noget så eksotisk som en pande med høje sider og låg, så den både kan bruges som både gryde og pande. Jeg købte også en stegeso af glas, så jeg kan lave retter i ovnen uden smittefare. Og jeg købte mit eget spækbræt. Derudover har jeg min egen opvaskebørste og opvaskesvamp og mine egne viskestykker. Jeg bruger ikke det fælles køkkenbord heller, men hvis jeg behøver det, placerer jeg en plastik- eller papirpose som underlag for fx spækbrættet.

Sådan har jeg gjort i mange år nu – om det handler om at rejse en uge til Frankrig eller tre måneder til Østtimor. Jeg har tænkt på, hvor skønt det ville være, hvis jeg kunne lave et cøliaki-rejsekit – lidt a la primus-produkterne, som jeg nemt kunne have med, hvis jeg en dag skulle på endnu en backpackingtur. Et nemt og let sæt man lige kunne folde ud med en lille pande, gryde, et spækbræt osv.

Når jeg besøger venner til en omgang aftensmad, medbringer jeg i øvrigt også en pose med min egen pande, spatel, spækbræt osv, og så laver vi maden sammen. Eller jeg medbringer min egen mad, hvis det er dén type aften. Det er omstændeligt til tider, men vores helbred er alt det omstændelige værd.

Efter mange år med en autoimmun sygdom i ubalance, som fungerede som en klods om benet på mig (du kan læse min historie her), er det blevet mit hjertearbejde at hjælpe andre til at leve et rigt liv uden at føle sig holdt tilbage af den usynlige rygsæk. Jeg er af den overbevisning, at vore kroppe aldrig er imod os – de ønsker altid på bedste vis at holde os raske og sunde. For dig, som ønsker støtte i dit liv med en autoimmun sygdom, ser jeg frem til at mødes én til én i min praksis på Østerbro eller via Skype. Sammen kan vi afkode din krops signaler og finde ud af, hvordan vi bedst muligt nærer dig – på det fysiske, psykiske, sociale og sjælelige plan. Læs mere om, hvad jeg tilbyder indenfor autoimmunt helbred i min praksis som psykomotorisk terapeut, her.

Hvordan rejser du nu? Køber du dine egne køkkenting, hvis du rejser til et sted med køkken?